Grovboller, lækre og luftige

På low fodmap er det både svært at nyde godt brød, og bagefter føle at man har fået noget ordentligt i maven.  Jeg vil derfor anbefale at du bager disse lækre og luftige grovboller:

Med klid, kerner, gulerødder og æg – giver de en god mæthed og er fantastiske omkring skinke/ost, som tilbehør til maden (lav evt flere mindre kuvertbrød) eller med smør og syltetøj til eftermiddagskaffen.

14 grovboller – du må spise maks 3 styk pr måltid (grønne).

  • 400 g speltmel, sigtet og øko
  • 60 g havreklid
  • 30 g hørfrø
  • 35 g græskarkerner
  • 12 g fint salt (gerne havsalt)
  • 10 g (rød) tørgær (evt 40 g almindelig frisk gær) *)
  • 12 g Hvede-sur *)
  • 8 g Optimax bageenzymer *)

*) Du kan godt bage disse boller uden hvede-sur og bageenzymer, og så blot tilsætte 30 gr speltmel eller rismel istedet – men de bliver slet ikke lige så lækre og luftige.

Det hele kommes i dejskålen fra køkkenmaskinen og blandes godt med et piskeris.

  • 120 g gulerødder, groftrevne
  • 1 helt æg
  • 15 g olivenolie
  • 260 ml koldt vand

De våde ingredienser tilsættes, dejkrog monteres på køkkenmaskinen og dejen æltes ved mellem hastighed i ca 12 minutter.  Skålen dækkes over med madfilm eller et viskestykke og forhæver i ca 20 min.

På et bord drysses en blanding af ca. 1 stor spsk. speltmel og 1 stor spsk rismel  – og dejen vendes forsigtig ud af skålen.

Dejen skæres i 14 stykker, der sættes på en bageplade med bagepapir. De pensles med rigeligt vand og drysses med havreklid eller kerner.

Grovbollerne stilles lunt, ikke i træk, og hæver ca. 1 time – hvis man har en vandforstøver, kan man engang imellem spraye lidt vand over dem – det bliver de kun glade for 🙂

Ovnen tændes imens på 210 gr (traditionel varme).

Når bollerne  er hævede sættes de i ovnen og bager ca 12 minutter og afkøles på en rist.

*) Links – der er en række specielle ingredienser som jeg køber herunder.  Jeg skal lige nå at sige at jeg hverken får kommission eller andet – jeg er bare MEGET glad for deres produkter:

https://grillbutikken.dk/forside1/bageenzymer300g

https://grillbutikken.dk/bageenzymer/hvede-sur

https://grillbutikken.dk/bageenzymer/roedgaer-torgaer

(Visited 326 times, 1 visits today)

2 meninger om “Grovboller, lækre og luftige”

  1. Hej.
    Jeg kan ikke forstå, at speltboller skulle være lfm, og du skriver at man kan spise 3 stk (grønt), når speltbrød og speltmel er gult i den app jeg har??

  2. Hej
    Spelt er ikke bare spelt, og de speltboller og speltbrød der findes indeholder ofte alm hvedemel og spelt fuldkorn / groft.

    Hvis du bager selv, og anvender økologiske sigtet spelt, må du få 100 g – især hvis brødes hæver/syrner længere.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.