Singapore karrynudler

Saftige rejer, røget skinke, velsmagende nudler, gode grøntsager og karry/krydderier – en wok-ret de fleste kan li’.

Ingredienserne kan man altid have i køkkenet, og når man lige har fået håndelaget, er dette en dejlig wok-ret der er hurtigt at lave.

Til 4 personer

  • 200 g tørre risnudler (gerne de brede)
  • 150 g kogte pillede tigerrejer/vannamei (evt fra frost)
  • 125 g kogte røget skinke (eller en rest stegt svinekød)
  • 1/2 stor rød peberfrugt
  • 1 stor gulerod (eller 2 mindre)
  • 16 sugar snaps ærter
  • 3 forårsløg (kun det grønne)
  • 2 stk æg (eller 3 hvis du er ekstra glad for æg)
  • 3 tsk karrypulver LFM (Netto, Rema, Santa-Maria)
  • 1/4 tsk stødt hvid peber
  • 1/2 tsk fint salt
  • 1 tsk sukker
  • 1 spsk soya
  • 1 spsk Shaoxin (eller sherryeddike, risvin, hvidvin e.a.)
  • 1 tsk hvidløgsolie
  • 1 tsk fiskesovs
  • 1 tsk ristet sesamolie

Dette er en ret du skal tilberede i en rygende varm wok – det går hurtigt, så du skal starte med at anrette og snitte de enkelte ingredienser.

Risnudler tilberedes efter pakken – typisk skal de ligges i kogende vand 4-8 minutter, hvorefter de skylles i koldt vand og stilles til afdrypning.

Rejer, skinke og æg stilles parat.

Peberfrugt, gulerod, ærter skæres i tynde stænger på den lange led (evt. deles guleroden i 2), forårsløg snittes og grøntsagerne fordeles i bunker hver for sig.

Karrypulver stilles parat. Hvid peber, salt, sukker, soya og de andre våde ingredienser røres kort sammen til en sovs der stilles parat.

En wok varmes op (der skal være maksimalt varme under den), og der kommes lidt neutral olie i den (typisk jordnødeolie eller vindruekerneolie)

Når olien ryger starter du – hvert minut tilsætter du en ny ting og rører lidt rundt:

  • Rejerne kommes i og det steges 1 minut (eller 30 sek hvis de er optøede)
  • Gulerødderne tilsættes og det steger 1 minut
  • Peberfrugt tilsættes og det steger 1 minut
  • Skinke tilsættes og det steger 1 minut
  • Ærter tilsættes og det steger 1 minut
  • Forårsløg tilsættes og det steger 1 min

Wokkens indhold hældes i en skål, og der tilsættes lidt mere olie og den varmes op på ny. Når den ryger tilsættes 2 æg, det røres sammen til en hurtig røræg med 1 knsp salt … det steger 1 minut og hældes over til resten af fyldet.

Wokken tilsættes lidt mere olie og den varmes op på ny – når den ryger tilsættes nudlerne og de steger 1 minut, hvorefter karrypulver tilsættes og det røres rundt til det har fået en smuk gul farve.

Fyldet tilsættes, sovsen hældes over, det røres sammen, og steger nu 1 minut – hvorefter det serveres.

(Visited 250 times, 1 visits today)

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.